Støtte i forbindelse med fertilitetsbehandling

holde i hånd

Det er okay at bede om hjælp

Det kan være ekstremt hårdt at være i fertilitetsbehandling og man kan have en masse følelser – både positive og negative i den forbindelse.

Hvis man som par bliver behandlet, er det også helt normalt, at forholdet bliver udfordret og mange mærker også at ens hverdag, arbejdsliv og venskaber bliver påvirket.

Derfor kan vi kun opfordre dig eller jer til at række ud og benytte nogle af de tilbud, som er målrettet til kvinder og par, som er i fertilitetsbehandling.

Fertilitetsrejsen, Foreningen Ro og Fertility Care

Vi vil her på siden præsentere jer for tre forskellige tilbud, som står klar til at lytte, og som kan komme med gode råd og vejledning på hver sin måde. Kontakt endelig Fertilitetsrejsen, Foreningen Ro eller Fertility Care for at få mere at vide og husk, at man sagtens kan række ud efter hjælp, inden skaden er sket.

Fertilitetsrejsen

Vi har et godt samarbejde med Lene fra Fertilitetsrejsen, som her fortæller mere om, hvem hun er og hvad hun kan tilbyde kvinder og par på deres fertilitetsrejse:

Ingen skal føle sig alene på deres fertilitetsrejse 

Sædkvaliteten daler, uret tikker, hormonerne raser og flere og flere ender i fertilitetsbehandling. Når de to streger bliver ved med at udeblive, ved vi, at det nemt kan have indflydelse på psyken, arbejdsliv, parforhold mm. 

Og det er er så her, at jeg kommer ind i billedet. Mit navn er Lene Vester-Madsen, jeg er 36 år, uddannet psykoterapeut og medlem af Dansk Psykoterapeut Forening. Jeg startede klinikken Fertilitetsrejsen i februar 2022. Her har jeg allerede hjulpet flere kvinder og par med at stå bedre og stærkere til når de skal i gang med behandling og mens behandlingen evt. står på.

Har selv været der

Ud over min faglige baggrund har jeg også selv været der. Uforklarligt og ufrivillig barnløs. Efter 4 år, 2,5 år i behandling, 3 aborter, 5 ægudtagninger og 6 oplægninger lykkedes det os at blive forældre. Men processen var lang og opslidende, og jeg følte mig forkert, alene og så sider af mig selv, som jeg ikke vidste, jeg havde. Jeg havde ingen steder at gå hen. Derfor var det for mig det naturlige førstevalg at tilbyde det jeg i hele vores forløb havde manglet, da jeg blev færdig med min psykoterapeut uddannelse. 

Ro og forståelse

Jeg hjælper med at skabe ro samt en forståelse for følelser og adfærd. Igennem øvelser lærer jeg mine klienter at få en bedre tilstedeværelse, så de kan leve i stedet for bare at overleve. Jeg har fokus på det gode i livet, trods barnet/graviditeten lader vente på sig, eller måske aldrig kommer.

Skal man have problemer for at gå i terapi?

Nej bestemt ikke. 
Jeg ser det i stedet som den største kærlighedserklæring, at man går i terapi for at forebygge, for at værne om sig selv og passe på sit parforhold. Man går heller ikke først til mekanikeren, når bilen er i stykker. Man sørger for at alt er smurt og bilen kommer til service.

Samtaleterapi

Jeg tilbyder samtaleterapi for ufrivillige barnløse kvinder, mænd og par. Uanset hvor de er på rejsen, om de enten er i gang, har mistet, skal i gang med behandling eller er et andet sted på deres rejse. Hvad enten det er en rejse du tager alene eller som par. IUI eller IVF. Egne æg/partnersæd eller donoræg/donorsæd. Aborter, adoption eller noget helt tredje så står jeg klar til at hjælpe. 

Jeg tilbyder et fordomsfrit rum, hvor alle tanker og følelser er tilladt. Et rum hvor intet er forkert eller for småt til at blive snakket om. Et rum hvor du er i fokus, og hvor der er plads til at snakke om præcis det, som du har behov for.  

Jeg kører også ud

Det er vigtigt for mig, at du har det godt og føler dig godt tilpas. Derfor tilbyder jeg at køre hjem til dig gratis, hvis du bor indenfor en 50 km radius. Ellers holder jeg til i klinikken i Bredballe, Vejle Øst, og derudover tilbyder jeg online sessioner til dig eller jer, som bor længere væk eller som blot føler sig bedst tilpas på den måde.

Tænker du, at jeg kan hjælpe dig så tøv ikke med at sende mig en mail. Jeg sidder klar til at hjælpe dig.

Kærligst, Lene.

Foreningen RO

Ninna, stifter af Foreningen Ro, har været så sød at fortælle lidt mere om foreningen samt de forskellige gratis tilbud foreningen har til kvinder, mænd og par i fertilitetsbehandling:

En frivillig forening

Foreningen RO er en frivillig forening, der har eksisteret siden sommeren 2020. Da vi startede foreningen i 2020, var vi tre medlemmer i bestyrelsen, der ønskede at gøre en forskel for kvinder, mænd og par i fertilitetsbehandling. Siden opstarten er foreningens kræfter vokset til at vi nu er 5 bestyrelsesmedlemmer og 7 frivillige, der alle forvalter forskellige aktiviteter i foreningen.

Støtte til følelseslivet

Foreningen RO er skabt med et ønske om at give kvalificeret støtte til følelseslivet til alle i fertilitetsbehandling. Foreningens stifter, Ninna Koefoed, har selv været igennem et længere forløb i fertilitetsbehandling og hun undrede sig over, at der ikke fandtes flere netværk og mere støtte til den følelsesmæssige del af det at være i fertilitetsbehandling.

Ninna og hendes kæreste oplevede selv, at det var utroligt belastende følelsesmæssigt at være i fertilitetsbehandling. De havde ikke andre i deres netværk, der havde været i behandling og de oplevede ikke, at deres familier og venner forstod de tanker og de følelser der fulgte med – de havde brug for at tale med andre, som befandt sig i samme situation. Med det i tankerne tog Ninna kontakt til Marianne og Elisabeth, der stadig sidder i bestyrelsen i foreningen. Sammen udviklede de konceptet for foreningen, udarbejdede vedtægter og startede foreningen op i det små.

Rådgivningstelefon og Gruppeforløb

Foreningen RO tilbyder gratis råd og vejledning gennem deres rådgivningstelefon samt deres gruppeforløb, hvor man kan møde ligesindede.

Rådgivningstelefon

Hos Foreningen RO har vi åbent for vores rådgivningstelefon 3 gange ugentligt, hvor du kan henvende dig med spørgsmål til den situation du/I står i. Vi har ikke kompetence til at svare på spørgsmål relateret til din eller jeres behandling, men vi kan lytte og tale med dig om de følelsesmæssige dilemmaer, der kan forekomme i forbindelse med fertilitetsbehandling.

Foreningens rådgivningstelefon er åben mandag og tirsdag fra kl. 09.00 – 14.30 og igen torsdag fra kl. 19.00 – 21.00. Du er også velkommen til at sende os en mail med nogle tidspunkter, hvor du ønsker at blive ringet op, og så vil vi kontakte dig telefonisk eller svare tilbage på din mail.

Netværksbaserede gruppeforløb

Udover vores rådgivningstelefon tilbyder Foreningen RO netværksbaserede gruppeforløb. Forløbene afholdes online, og vi forventer også at afholde fysiske forløb til efteråret 2022.

Sådan skriver du dig op:

Inden du/I kan skrive jer op til et gruppeforløb anbefaler vi, at der tages telefonisk kontakt til foreningen. På den måde har vi mulighed for at fortælle lidt mere om indholdet i gruppeforløbene og sammen afklare, om vores forløb er det helt rette for dig eller for jer. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål, og høre lidt mere om, hvilke krav vi stiller for at man kan deltage i et netværksbaseret gruppeforløb.

Det skal du vide om vores gruppeforløb:

  • Vi matcher deltagerne, så alle oplever en mening med at være kommet i netop den netværksgruppe
  • Der er tilknyttet en frivillig koordinator til forløbene, der guider jer igennem sessionerne
  • Gruppeforløbet strækker sig over 5 uger og man mødes 1 gang om ugen i ca. 1,5 time med forbehold for ferier
  • Nogle uger er emnerne vi taler om fastsat, og andre uger bestemmer I emnet for ugen
  • Antal deltagere er max 4 par og en koordinator eller max 8 kvinder og en koordinator
  • Der er tavshedspligt i gruppen og du vil opleve et tillidsfuldt og trygt rum
  • Gruppeforløbet er gratis

Hvem henvender tilbuddene sig primært til?

Foreningens tilbud og aktiviteter henvender sig til alle i fertilitetsbehandling. Foreningen RO er en frivillig forening, og vores aktiviteter kan ikke sidestilles med samtaler hos en psykolog eller en terapeut. Vores kompetence ligger primært i at skabe netværk med andre i samme situation, og det er frivillige der selv har været i berøring med ufrivillig barnløshed, der forvalter vores aktiviteter.

Ønsker du at læse mere, så klik ind på www.foreningenro.dk eller følg os på Instagram: @foreningenro

Fertility Care

Nedenstående information om Fertility Care, har vi her på Diers Klinik fundet frem til via deres informationsbrochure, hjemmeside samt oplæg.

Specialiseret rådgivning

Videnscenteret Fertility Care tilbyder gratis specialiseret telefonrådgivning til alle, både mænd og kvinder, der er berørt af ufrivillig barnløshed før, under og efter fertilitetsbehandling – med eller uden barn.

Fertility Care er funderet på, at den offentlige og private sektor ikke har et tilstrækkeligt behandlingstilbud, der er rettet mod de psykiske og sociale vanskeligheder, som mange barnløse oplever sig magtesløse og ensomme i. I Danmark har man nemlig ingen krav om psykosociale behandlingstilbud i offentligt eller privat regi som del af fertilitetsbehandlingsforløb og dette ønsker videnscenteret derfor at afhjælpe.

Rådgivere med erfaring fra fertilitetsklinikker

Alle rådgivere i Fertility Care har en sundhedsprofessionel baggrund og med specifik erfaring indenfor barnløshed og fertilitetsbehandling. Rådgiverne er fertilitetssygeplejersker og fertilitetsjordemødre der til daglig arbejder på fertilitetsklinikker i hele landet.

De har udover deres mangeårige erfaring, også gennemgået Fertility Cares særlige uddannelsesprogram, så de er klædt på til at støtte og rådgive i forhold til svære og tunge følelser, tanker og dilemmaer.

Gratis telefonrådgivning

Telefonrådgivning kan noget helt særligt. Mange er overraskede over, hvor meget man kan få ud af en samtale på telefonen. Denne form for støtte og rådgivning er kendetegnet ved at være uforpligtigende, let tilgængelig, og så kan den foregå hjemme i ens trygge og vante ramme.

En samtale med en Fertility Care rådgiver er selvfølgelig fortrolig og underlagt tavshedspligt, hvilket for nogen kan gøre det nemmere at tage initiativ til dette første skridt mod hjælp. Selvom rådgiverne arbejder på fertilitetsklinikker i Danmark, repræsenterer de ikke disse behandlingssteder, når du/I ringer til rådgivningstelefonen. Der lyttes altid til dig for at finde ud af, hvad netop dit behov er, så der kan sættes ind med den nødvendige støtte.

Book tid:

Du kan booke en samtale med en rådgiver via bookingsystemet på hjemmesiden, hvorefter du bliver ringet op på det aftalte tidspunkt. Der afsættes altid 45 minutter til en samtale.

Du kan også ringe til den gratis telefonrådgivning (+45 60140787) alle ugens hverdage eller kontakte Fertility Care via hjemmesiden døgnet rundt.

Ikke klar til at ringe?

Du kan læse mere om Fertility Cares tilbud på deres hjemmeside, hvor du ligeledes kan tilmelde dig deres nyhedsbrev, som er målrettet kvinder og par, som er berørte af barnløshed.

På hjemmesiden kan du derudover også læse artikler og personlige fortællinger fra kvinder og par, som måske har befundet sig præcis det sted, hvor du/I lige nu er.

Fertility Care beskriver deres vigtigste mission meget kort: Vi ønsker at støtte til et meningsfuldt liv – med eller uden børn.

Pas på jer selv

Her på Diers Klinik håber vi at du/I har mod til at række ud, hvis behovet opstår.

Vi håber også, at du måske overvejer at prikke én på skulderen, som kunne have gavn af at benytte sig af et af ovenstående tilbud.

Det er vigtigt at have sig selv med hele vejen og det er okay at have en masse blandede følelser i den hårde proces, som fertilitetsbehandling kan være.

Husk derfor at passe på jer selv og hinanden. Det håber vi, I vil gøre.

Kh. Diers Klinik