Inseminationsbehandling til lesbiske par
I dag fylder regnbuefamilier stadigt mere i Danmark og her på Diers Klinik synes vi, at det er helt fantastisk at være med til at støtte op omkring de mange familieformer, der findes.
Vi kan stolt sige, at vi var nogle af de første i Danmark, som støttede lesbiske par i deres ønske om at få børn. Faktisk var det grundstenen for at klinikken tilbage i 2006 blev grundlagt.
Egen erfaring
Liza, som startede klinikken i 2006, gjorde dette, da hun fandt ud af, at hun som jordemoder kunne tilbyde lesbiske par fertilitetsbehandling.
Dengang ønskede Liza og hendes lesbiske partner selv at få børn og de havde besluttet sig for at de ville gøre det ved hjælp af en sæddonor. Lovgivningen dengang tillod dog ikke lægerne på fertilitetsklinikkerne i Danmark at behandle lesbiske par.
Derfor valgte Liza at tage sagen i egen hånd og det blev startskuddet til Diers Klinik, hvor størstedelen af kunderne stadig den dag i dag udgøres af lesbiske par fra både ind- og udland.
Både Liza og hendes partner blev behandlet på klinikken og i dag har de tre skønne donorbørn sammen. Du kan læse hele Lizas historie om, hvordan det var at starte klinikken tilbage i 2006, i dette blogindlæg.
Lesbiske par er ikke patienter
I dag er der heldigvis helt andre muligheder for lesbiske par at få opfyldt deres graviditetsønske. Dog ser vi stadig mange lesbiske par, som søger hjælp hos privatklinikker som vores.
En af hovedårsagerne hertil er, at vi behandler kvinderne i deres naturlige cyklus. Langt de fleste kvinder har ingen forhistorie eller sygehistorik, som tyder på at de ikke kan opnå graviditet på naturlig vis.
Derfor går vi her i Diers Klinik op i, at disse kvinder og par skal have muligheden for at blive gravide så naturligt som muligt. Hos os anser vi dem ikke for at være patienter. Vi afventer kvindens ægløsning og indfører ved selve behandlingen sædenheden op i livmoderen, hvorefter graviditeten opstår naturligt.
Kvinden, som ønsker at blive gravid, skal på den måde ikke gennemgå nogen former for hormonbehandling, som kan påvirke kroppen på mange måder.
Vejen til en naturlig graviditet
Hvis I som lesbisk par kunne tænke jer at opstarte behandling hos os, skal I blot gøre følgende:
- Bestil vores informationsmateriale for at høre mere
- Bestil en tid til den indledende journalsamtale – denne er helt uforpligtende
- Få foretaget de nødvendige blodprøver
- Vælg en sæddonor
- Kom til inseminationsbehandling, når ægløsningstesten er positiv
For at kunne tilbyde inseminationsbehandlingen i naturlig cyklus, holder klinikken selvfølgelig åben 365 dage om året. På den måde kan I være sikre på, at I altid kan få en tid til behandling, når ægløsningstesten viser, at det er det rette tidspunkt.