Liza Diers – Mor til 3 donorbørn

At få et donorbarn

Da Lise og jeg skulle have vores første barn, var vi meget påvirkede af, hvad omverdenen sagde om at få donorbørn. Der var sågar nogle i familien, som mente, at man ikke kunne fratage et barn en far eller som minimum viden om, hvem dets far er. Det er klart, at man gerne vil gøre det mest rigtige for barnet, og derfor havde vi mange overvejelser omkring det, fordi omverdenen påduttede os en holdning om, hvad der var etisk korrekt.

Kendt donor?

Vi begyndte at undersøge, om der var nogen i vores omgangskreds, som kunne tænke sig at få et barn med os. Der kunne godt blive en lidt halvpinlig stemning en gang imellem, men det lykkedes os faktisk at finde et bøssepar, som var med på ideen. Men jo mere Lise og jeg talte om det, jo mere fandt vi ud af, at det ikke var det rigtige for os. Vi ville gerne bare være os selv – ligesom enhver anden lille familie. Derfor afbrød vi planen og valgte inseminationsbehandling med donorsæd på vores egen fertilitetsklinik, Diers Klinik. I dag er vi lykkelige over, at vi traf det valg.

Stærke holdninger

Der vil altid være stærke holdninger til området, og man møder folk, der mener at have patent på at vide, hvad der er det rigtige for andre. Særligt diskussionen omkring åben eller anonym donor kan få folk op af stolene. Min holdning og erfaring er, at man skal kigge ind i sit hjerte og gøre det, der føles rigtigt for én. Man skal kunne stå på mål for den beslutning, man træffer, både nu og i fremtiden, også over for barnet. Der er i min optik ingen beslutning, der er mere rigtig end en anden.

Jeg er dog overrasket over, hvor få skeptikere vi egentlig møder og har mødt igennem alle årene.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet konfronteret med en reel skepsis, og heller ingen sætter spørgsmålstegn ved vores valg af No ID-release donor. Vi bor i et rigtig godt område, hvor folk er tolerante og åbne. Og så bliver det også mere og mere normalt at få donorbørn. Bare på mine børns skole ved jeg, at der er en del donorbørn med forskellige familiekonstelationer. Så i dag er det ikke unormalt at være donorbarn, og det gør det nemmere for mange.

At vælge donor

I 2006, hvor vi skulle have vores første barn, var der ikke ret mange åbne donorer. Det var en mulighed, men valgmulighederne blev indskrænket betydeligt. Jeg kan huske, at jeg havde det mærkeligt med ikke at vide, hvem jeg skulle blande gener med. Jeg gjorde mig tanker om donorens personlighed, og det betød faktisk en del for mig at vide, om han var et sympatisk menneske. Jeg havde behov for, at nogen kunne sige god for det menneske, som skulle ende med at spille en meget vigtig rolle i mit liv.

Min erfaring er, at de fleste i dag ønsker at have viden og indflydelse, når de skal vælge donor. Der kan dog være forskel på, hvad der betyder noget for folk. For nogen er det et matchende udseende, andre lægger vægt på særlige personlighedstræk, interesser eller talenter. Mange har stærke præferencer for enten en åben eller lukket donor.

Det, Lise og jeg konkret gjorde dengang, var at spørge i sædbanken, hvem de selv ville have valgt, og to af sædbank-personalet pegede på den samme donor. Han var godt nok en lukket donor, men når to sagde god for ham, så måtte vi vælge ham. Og det har jeg bare haft det rigtig godt med siden. Han er donor for alle vores tre børn. Lise har født vores ældste og yngste, og jeg har født vores mellemste.

Donoren er ikke en far

I dag vælger mange en åben donor, fordi man ikke vil fratage barnet den mulighed at møde sin donor, men der er ikke et rigtigt og forkert valg. Forældrene bliver nødt til at mærke efter. Vælger man at få et donorbarn, ligesom os, får man et barn, der ikke har en far. Det er vilkåret fra starten, uanset om man vælger en åben eller lukket donor.

Man skal bare vide, at det, en åben donor forpligter sig til, kun er at stille op til et møde. Han stiller ikke op til at have en relation. Nu må vi se, om vores børn også i fremtiden har det godt med vores valg, men jeg synes, det er forbavsende, hvor lidt donoren fylder i vores liv. Donoren fylder ikke særlig meget for os og det samme er gældende for andre i vores omgangskreds, som også har donorbørn.

For os og vores børn er donoren en fremmed, voksen mand. Men en mand, som vi vil være evigt taknemmelige for at have hjulpet os og for at have givet os den største gave i livet. Han er min helt. 

Det, der betyder noget

Vi havde selvfølgelig vores tanker om, hvad der ville komme til at fylde for vores børn, men vi er blevet overraskede. Vores største bekymringer blev gjort til skamme, mens de ting, vi ikke havde tillagt nogen stor betydning, blev vigtige.

Den mandlige rollemodel

Et eksempel er, at både Lise og jeg var nervøse for, om barnet nu kom til at mangle en mandlig rollemodel i livet. Derfor spurgte vi i vores omgangskreds, om der var én, der kunne tænke sig at være der ekstra meget for vores børn, f.eks. på ture til svømmehallen osv. Men det har vist sig slet ikke at betyde noget. Det har slet ikke været et ønske eller behov for vores børn, og de har aldrig efterspurgt det. Derfor er min klare fornemmelse også, at det at være donorbarn fylder meget mindre, end man regner med og måske frygter.

Den “rigtige” mor

Til gengæld har omgivelserne og omverdenens reaktioner fyldt noget. For os har det aldrig været vigtigt, hvem der har født hvem. Men det betyder åbenbart noget for andre, og det kom som en overraskelse for os. Mange tillægger genetikken ekstrem stor betydning. Det betyder også, at Esther er blevet mødt af spørgsmål om, hvem hendes ”rigtige mor” er. En dag kom Esther trist hjem og spurgte: ”Men hvis mor-Lise er min rigtige mor, er du så min forkerte mor?”. Hun bliver ked af, at nogen ser vores familie på den måde og antyder, at nogen eller noget er mere rigtigt. Derefter har vi snakket meget om, hvorfor hun bliver ked af det, og hvorfor det føles forkert, når nogen spørger om det.  

Sproget

Sproget har også altid været vigtigt for os. Det har været vigtigt at give vores børn et sprog om det at være donorbarn så tidligt som muligt. På den måde kan de snakke om det og svare på de spørgsmål, de bliver mødt af. Og det var noget, vi havde tænkt over fra starten. Derfor har vi også købt bøger, som vi har læst højt for dem, lige siden de var så små, at de ikke havde et sprog, og som vi senere hen har kunne tale ud fra. Bøgerne handlede om, hvordan de er blevet til, og hvordan en donor har doneret sin sæd, så de kunne blive født.

Da Esther var helt lille, blev hun i børnehaven mødt af spørgsmålet: ”Hvor er din far henne?”. Da hun ikke havde sproget og ikke vidste, hvad hun skulle svare, svarede hun: ”Han er død”. Så der har vi måske ikke gjort det helt godt nok. Men man gør det, så godt man kan.

Hverdag og leverpostejmadder

Lise og jeg har en stor omgangskreds af forældre, der har fået donorbørn, og det er ganske almindelige familieliv, de lever. De skiller sig ikke ud på nogen måder, og jeg kender faktisk ikke en eneste familie, hvor det at være donorbarn har fyldt særligt meget, eller hvor en far har været savnet. Det går lige så meget op i leverpostejmadder og madpakker som hos alle andre.

Selvfølgelig snakker vi om donoren, men det er faktisk næsten altid mig, der bringer det på bane og ikke børnene. F.eks. har jeg et par gange læst hans profil for at se, om der er nogen ligheder mellem dem og ham. Alle mine tre børn elsker at optræde, og hvis der er noget, Lise og jeg slet ikke kan fordrage, så er det at optræde. Så på den måde er det sjovt at læse nogle ting ud af donorens profil, som måske lige så godt kan tillægges omgivelserne eller den tid, vi lever i.

Hjemme hos os er donoren altid blot blevet kaldt donor. Vi har aldrig brugt ordet far. For os lyder det forkert, for vores børn har ikke nogen far. De kalder os mor og mor-Lise, og nogle gange kalder de os bare mor i flæng, og når jeg så reagerer, vrisser de og siger: ”Nej, den anden mor.” 

Dyb taknemmelighed

Når Lise og jeg taler sammen om vores familie og de skønne børn, vi har skabt, så er vi meget bevidste om, at donoren også er en del af vores families historie. Ikke som et familiemedlem, men som et menneske der har givet vores familie den største gave.

I de mange stjernestunder i hverdagen, hvor man fyldes af ømhed og kærlighed til sine børn, sender vi ofte en kærlig tanke videre til vores donor. Han har beriget os med det mest dyrebare i vores liv, og det er vi ham dybt taknemmelige for.

Det er utroligt livsbekræftende dagligt at opleve den taknemmelighed, der strømmer fra alle de kvinder og familier, som vi i Diers Klinik hjælper med at få et barn. Jeg kan om nogen forstå den taknemmelighed de føler over for deres donor, da jeg selv føler den på daglig basis.