Maria og Malenes forløb

Kinderwunschbehandlung Übergewicht

Maria og Malenes forløb hos Diers Klinik

9 inseminationsbehandlinger – 6 år – 3 skønne børn

Malene og Maria var enige om at de ønskede børn og ville gerne hurtigt i gang efter de var blevet gift. Som lesbisk par kunne de selvsagt ikke få børn på naturlig vis og fordi de intet fejlede ud fra et sundhedsfagligt perspektiv og ikke ønskede hormonbehandling, besluttede de at starte op i det private.

Valget af Diers Klinik faldt på baggrund af klinikkens placering, samt anbefalinger fra bekendte. Efter den indledende samtale var parret helt klart overbevist om at de havde valgt rigtigt og at de ville få et trygt forløb på klinikken.

Hvem skulle være gravid?

Maria siger selv at det altid har været en kæmpe drøm at skulle blive gravid, mens Malene ikke har haft samme behov og derfor blev det Maria, som skulle insemineres. En lille bekymring havde Maria dog i forvejen, og den drejede sig om hendes BMI, som lå på 37,9 og hun var derfor kategoriseret som svær overvægtig. Til samtalen fik parret dog at vide, at dette intet problem udgjorde i Diers Klinik og parret kunne derfor uden forhindringer komme i gang med projekt baby.

Donorvalg

Næste step for parret var at vælge en donor. Det var vigtigt for Maria og Malene, at de fik en donor, som lignede Maria mest muligt, så der ville være en god chance for at børnene ville kunne spejle sig i Marias udseende. Det eneste de kiggede efter, da de skulle vælge donor, var hårfarve, øjenfarve, højde og vægt. Som udgangspunkt havde parret også tænkt at vælge en åben donor, men efter de havde været til samtale på klinikken og blev oplyst om at barnet kun en enkelt gang kunne tage kontakt til donoren, besluttede de sig for at vælge en lukket donor.

Om beslutningen siger Maria følgende:

“Vi blev enige om at vi altid ville være deres forældre og det håbede vi var nok”.

Behandlingsforløbet

Maria og Malene havde den indledende samtale i klinikken i juli 2013 og deres første behandling blev allerede gennemført 2 måneder senere. Efter 3 forsøg med den samme donor, som ikke var lykkedes, valgte parret at Maria skulle tjekkes for passage af æggelederne, og desværre viste det sig, at der ikke var passage. Efter 2 forsøg hos gynækologen lykkedes det dog at skabe passage og parret vendte derfor tilbage til klinikken til et fjerde forsøg med den samme donor, som desværre heller ikke lykkedes.

Herefter valgte parret en ny donor, hvormed første forsøg heller ikke lykkedes. Parret troede de havde reserveret 2 ekstra enheder af deres nye donor, men til deres skræk opdagede de at de havde sendt mailen forkert, da de ankom i klinikken til deres sjette forsøg. Desværre var der ikke flere enheder af den donor, parret havde valgt og derfor skulle de forholdsvis hurtigt og i deres forvirring spontant vælge en ny donor – igen.

Men nogle gange må sådanne situationer være forudbestemt, og for parret var der klart tale om held i uheld, for 14 dage efter behandlingen stod parret med en positiv graviditetstest i hånden.

Søskendedepot

I september 2014 fik parret deres datter Ingeborg og de besluttede sig til den tid for at købe 7 enheder af deres donor til søskende efter samtale med Diers Klinik, da det var vigtigt for parret at deres børn blev helsøskende.

Da parret kommer i klinikken til deres andet barn, er det kun til 2 forsøg. For allerede efter andet forsøg er Maria gravid igen og Leopold kommer til verden i august 2016. Deres tredje barn, Otilia lykkedes allerede i første forsøg og hun fuldendte deres dejlige familie med sin ankomst i juni 2020.

BMI satte ingen stopper

Parret havde på forhånd ikke gjort sig særlige overvejelser i forhold til at vælge det offentlige eller det private, men den dag i dag er de lykkelige for at de ikke blev presset af det offentlige i forhold til BMI, hvilket Maria også fortæller på de sociale medier, hvor hun aktivt har blandet sig i debatten om fertilitetsbehandling og de krav der i den forbindelse stilles til kvinders BMI.

Maria har gennemført 3 graviditeter og hun har født 3 sunde og raske børn.

Og som hun selv siger:

“Vores bekymring med mit BMI var præcis som Diers havde sagt – intet problem”.