To mødre, der elsker deres barn så højt, at deres hjerter er ved at briste

Vi er Sina (31) og Alina (34), og vi kommer fra Tyskland og bor i Ruhr-området. Vi forelskede os i 2017, blev forlovet i 2020 og har været gift siden juni 2021.

Det stod tidligt klart for os, at vi havde et fælles ønske om at få børn. Da vi er lidt traditionelle, ønskede vi at blive gift først, før vi stiftede familie.

Ønske om børn som lesbisk par

Som et lesbisk par har vi naturligvis undersøgt mulighederne for at opfylde vores ønske om at få børn. Det var dog efter vores bryllup, at ideen blev mere konkret for os som par.

Vi kendte allerede til Diers Klinik i Danmark fra vores tidligere undersøgelser af mulighederne. Vi vidste begge med det samme, at denne klinik var det rigtige valg for os.

Vi kunne relatere til klinikkens grundlægger, Liza Diers, som er en homoseksuel kvinde og mor til donorbørn.

Vi var også sikre på, at vi som et par af samme køn ville føle os godt tilpas og blive beskyttet mod diskrimination der. På trods af afstanden blev vi hurtigt enige om, at vi bestemt ville forfølge denne mulighed.

Afslappet og ligetil behandlingsproces

Så det var en kombination af intuition og en følelse af at være i samme båd, der førte os til denne beslutning. Denne følelse havde vi desværre manglet ved de tyske klinikker.

Til vores store glæde blev vi ikke skuffede. Selv den første telefonsamtale var afslappet, ligetil og oplysende på samme tid. Vi havde utallige spørgsmål og bekymringer i vores sind om, hvad der skulle komme.

Vi forventede visse krav og komplikationer, men alting viste sig at være utroligt enkelt.

Efter den indledende konsultation kunne vi vælge en sæddonor med det samme og kunne så gå videre til IUI-behandlingen i næste cyklus. Det var befriende enkelt.

Som med mange ting i vores liv, fulgte vi simpelthen vores instinkt, da vi valgte donor. Vi havde ikke nogen specifikke kriterier. Vi gennemgik profilerne og tænkte på et tidspunkt bare, “Ja!” (Ja, vi valgte begge den samme donor 😉).

En ukompliceret vej til familielykke – eller ej?

Vi betragter os selv som ekstremt heldige med, at vores andet forsøg lykkedes. Vi kunne næsten ikke tro det, da vi så den positive test.

Vi havde forberedt os på en meget længere og mere udfordrende rejse. Vi er stadig taknemmelige i dag for, at alt skete så hurtigt og nemt, så vi nu kan leve lykkeligt sammen som en familie.

Men det er dog desværre ikke den fulde sandhed.

Ifølge tysk lov er det nemlig kun én af os, der kan blive anerkendt som mor til vores søn. Sina skal igennem en stedbarnsadoptionsproces for at etablere sit moderskab.

På trods af, at vi indledte denne proces umiddelbart efter vores barns fødsel, er vi stadig ikke ligeværdige forældre efter loven, selv her efter syv måneder.

Vi afventer lige nu et hjemmebesøg fra en familiekonsulent fra kommunen, som skal vurdere, om Sina har etableret et tilstrækkeligt forældre-barn-forhold til vores søn (ja, det lyder helt absurd!). Konsulenten skal sende sin vurdering til en familieretsinstans, der skal træffe den endelig afgørelse angående Sinas stedbarnsadoption.

Diversitet bør være normen

Vi håber, at adoptionsprocessen vil være afsluttet inden vores barns første fødselsdag, og at vi endelig får papir på, hvad vi allerede ved i vores hjerter:

Vi er to mødre, der elsker deres barn så højt, at vores hjerter er ved at briste.

Dette er den mest markante diskrimination, vi har været udsat for som et lesbisk par indtil videre.

Det, der dog generer os, er, at vi lever i et system, hvor der kun ser ud til at eksistere én “korrekt” familiemodel – nemlig far-mor-barn-modellen.

Uanset hvor vi går hen med vores barn, antager folk altid, at modstykket til en mor er en far.

De fleste mennesker synes at være uvidende om eller ignorere eksistensen af forskellige familiemodeller i deres sprogbrug.

Vi håber inderligt, at vores søn kan vokse op i en verden, hvor forskellighed ikke længere skal kæmpes for, men bliver taget for givet.

Blogindlæg af Alina og Sina.