Fertilitetsbehandling kan være en nervepirrende rejse

Diers Klinik Welcome

Fertilitetsbehandling – en følelsesladet rejse

Så snart man beslutter sig for at prøve på at blive gravid, hvad end det er med sin partner derhjemme eller hos os med donorsæd, vil langt de fleste opleve, at størstedelen af ens tankevirksomhed pludselig drejer sig om projekt baby.

Og med de tanker følger et hav af følelser og en vis nervøsitet.

Få ro på tidligt i processen

Hos os i Diers Klinik er vi bevidste om, at inden du ringer eller skriver til os for første gang, har du gennemgået rigtig mange overvejelser og det er måske med rystende hænder, at du taster vores nummer og ringer op.

Vi forventer ikke, at du ved alt om ægløsning, sæddonor, sædkvalitet, ægløsningstests og ultralydsscanninger, inden du kontakter os. Derfor sender vi dig altid vores informationsmateriale som noget af det første, så du i ro og mag kan læse det igennem derhjemme.

Herefter anbefaler vi, at du booker en journalsamtale hos os allerede i overvejelsesfasen. Mange oplever, at de bliver mindre nervøse efter at have været til samtale hos os. Vi gennemgår hele forløbet for fertilitetsbehandlingen med dig og du har mulighed for at stille os alle de spørgsmål, som du måtte have og pludselig virker det hele formentlig mere overskueligt.

De to streger på ægløsningstesten

Selvom det hele nu virker mere overskueligt, er vi klar over, at det næste skridt også er nervepirrende og for nogen kan det forekomme nærmest overvældende. Du skal nu til at tage ægløsningstests, så vi sammen kan finde det helt optimale tidspunkt for inseminationen. Ej her er du alene.

Vi vil hellere end gerne hjælpe dig og guide dig i at tolke de to streger på ægløsningstesten – for ja, det kan være svært. Læs evt. vores blogindlæg om ægløsningstest som vejledning.

Det kan være stressende og frustrerende, hvis ægløsningen pludselig er forsinket. Du skal bare vide, at ægløsningen ofte lader vente på sig, når man nu endelig skal bruge den til noget. Forsøg at slappe af og gøre gode ting for dig selv. Din krop arbejder i sit eget tempo og før eller siden får du den hormonelle LH-stigning, som sætter gang i din ægløsning.

Tid til behandling

Nu er ægløsningstesten endelig positiv og du skal kontakte os. Du kan enten ringe ind til os imellem klokken 9 og 10 eller du kan skrive en e-mail til os, hvor du skriver, hvornår du kan være her på fertilitetsklinikken.

Hvis du kommer langvejs fra, skal du ikke vente på, at vi bekræfter mailen, men blot begive dig afsted mod os. Vi har altid en ledig tid til inseminationsbehandling den samme dag, som testen bliver positiv. Hvis du kommer samtidig med flere andre, der også skal i behandling, kan der godt forekomme lidt ventetid.

Heldigvis ligger fertilitetsklinikken i hjertet af Aarhus, hvor der er rig mulighed for at få tiden til at gå indtil vi har plads til at give dig den behandling og omsorg, som du naturligvis skal have.

Da vi ønsker at tilbyde inseminationsbehandling i kvinders naturlige cyklus, alle ugens dage hele året rundt, kan vi ikke planlægge vores dage forud, derfor kan vi aldrig garantere, at der ikke er ventetid.

Behandlingsdagen

Forud for selve inseminationen scanner vi dig for at sikre os, at tidspunktet er det rette. Alle kvinder er forskellige, men der er nogle parametre, som går igen og som vi sammenholder og vurderer ud fra.

Scanningen gør ikke ondt, men nogle bliver nervøse, hvis den tager for lang tid eller hvis vi ikke straks fortæller, hvad vi ser. Vi gør os umage og har en gang imellem behov for at spare med en kollega, så vi er sikre på, at tidspunktet og forudsætningerne for inseminationen er rigtige.

Hvis alt er, som det skal være, går vi ud i vores laboratorie og tør sæden op. Hvis inseminationen skal være med din partners sæd, får han nu udleveret en sædkop og bliver vist til et rum, hvor han uforstyrret kan lave sædprøven.

Vi har fuld forståelse overfor, at det kan være grænseoverskridende for en mand at skulle lave en sædprøve her på klinikken og derfor er det også muligt at lave sædprøven hjemmefra.

Imens vi forbereder sæden, er du hjertelig velkommen til at blive liggende i inseminationsrummet og slappe af.

Når sædenheden er klar, er det tid til inseminationen. Her må du også meget gerne sige til os, hvis du er nervøs eller hvis du har nogle særlige behov.

Nogle kvinder ønsker, at vi fortæller alt, hvad vi gør, nogle ønsker at smalltalke, og andre ønsker fuldstændig ro. Vi sætter også meget gerne noget musik til at spille i baggrunden. Sig endelig til, hvad der får dig til at slappe af bedst mulig.

Selve inseminationen

Vi bruger altid et lille plastik spekel fremfor et koldt metal spekel, da dette mindsker ubehaget. Vi finder din livmodermund og fører ganske langsom det lille tynde kateter ind i din livmoder, hvorpå vi fører 0,5 ml oprenset IUI sæd ind i din livmoder.

Langt de fleste kvinder mærker intet ubehag ved inseminationen. Hvis du gør, vil vi meget gerne have, at du siger det til os. Flere kvinder oplever at deres lår ryster under behandlingen, da de bliver nervøse. Det er helt ok. Vi kan sagtens komme til alligevel.

Efter inseminationen anbefaler vi, at du ligger i 15 minutter og slapper af. Herefter kan du klæde dig på og komme ud i venteværelset, hvor vi giver dig en gravidestest og en lille goodiebag til hjemturen. Nu begynder ventetiden til den store dag, hvor du forhåbentlig står med en positiv graviditetstest i hånden.  

Også vi er spændte!

Vi ved hvor stor og vigtig en dag behandlingsdagen er for dig og evt. din partner. Vi kan mærke spændingen og nervøsiteten i venteværelset og det smitter i den grad – for også vi er spændte forud for hver behandling. Og vi har selvfølgelig fuld forståelse for, at nervøsiteten kan føre til at man glemmer selv sit eget navn nogle gange.

Men husk endelig på, at du må spørge om alt (også gerne to gange) og at du endelig må sige til, hvis der er noget vi kan gøre for dig. Vi er her for din skyld og vi vil gøre alt hvad vi kan for at du får en god og tryg oplevelse.

Selvom vi nyder dit besøg, håber vi selvfølgelig altid på ikke at skulle se dig igen til et andet forsøg – men skulle du komme igen til yderligere forsøg, kan vi berolige dig med, at det hele føles meget nemmere anden gang.