“Vores forløb var helt perfekt!”
Mila kigger under interviewet interesseret ind i kameraet på computeren og laver en glad lyd.
Lara og Jenny mødtes i 2021 og fik opfyldt deres ønske om et barn i 2023. Nu er de det første lesbiske par i deres menighed, der har fået deres barn døbt i den katolske kirke.
Men lad os skrue tiden tilbage og allerførst stille spørgsmålet:
Hvorfor Danmark?
Lara og Jenny kiggede først også på fertilitetsklinikker i Tyskland, men ingen af dem tiltalte dem.
Faktisk har de en fertilitetsklinik meget tæt på deres hjem. Men de var enige om, at der skulle være god kemi mellem dem og den klinik, de skulle behandles af. Derfor kørte de gerne næsten 800 kilometer frem for bare at gå et par meter.
I stedet for en kompliceret proces, som det tilsyneladende er i Tyskland, blev de overrasket over, hvor hurtigt det går i Danmark. Fra den indledende samtale den 8. juni 2023 gik der ikke engang en måned, før de gik op ad trappen til Diers Klinik den 5. juli 2023. Pengene var sparet op, og da det kom til donorvalget, var de også hurtigt enige. Nøgleordet var igen kemi.
Det handlede mere om god kemi og sympati. Hvad passer til os – ud fra historien – og hårfarve, øjenfarve, men i sidste ende var det ikke så vigtigt for os. Det var følelsen af kemi og sympati, der var i forgrunden, da vi skulle vælge.
Depotet er allerede oprettet og venter på dem, når de er klar til, at lille Mila skal have søskende.
13 timers kørsel – 8 stop – 1 positiv graviditetstest
Ugen før behandlingen blev Lara og Jenny hjemme. De testede hver dag, men ægløsningstesten ville bare ikke blive positiv. Men endelig kom den længe ventede smiley! Det er utroligt, hvor glad man kan blive for to prikker og en buet linje.
Så vi sov kun en halv time og kørte derefter afsted – midt om natten.
Regnen fulgte dem hele vejen til Danmark. Da det kun var Jenny, der kunne køre, gjorde de 8 stop på den 13 timer lange tur. Hver gang en kort pause på 5 minutter. Da de endelig ankom: Stor lettelse.
Jeg var superspændt… det tror jeg også du var, ikke?
Lara kigger på Jenny, der nikker bekræftende:
Jeg tror, at spændingen virkelig fik mig til at glemme alt andet.
Efterfølgende kunne Lara ikke tro, at det virkelig var sket. Begge følte sig meget godt tilpas på klinikken. Og på vej hjem?
Jeg håbede selvfølgelig, at det ville virke. Jeg talte også hele tiden til min mave og sagde, please, please!
Derefter så de “baby” overalt: En babysnegl, en babymusling…. Før dette havde de også set en stork hos Laras far. Men ét tegn betød særligt meget for Lara. Kvinden, der udførte IUI-behandlingen, var hendes afdøde mors navnesøster.
På vej hjem bookede de et hotel i Flensburg for at overnatte. Endnu 13 timers kørsel ville have været for meget. Da de var hjemme igen, kunne de ikke lade være med straks at begynde at teste. Selvfølgelig var testene negative i starten. Først kom kun en svag streg – til sidst holdt de den positive graviditetstest i hænderne. På dette tidspunkt kunne de knap nok tro det.
Det eneste, de ville gøre anderledes næste gang, er ikke at starte med at teste med det samme, men at vente til testdagen. De følte, at de havde taget noget af spændingen væk ved at teste så tidligt. Men selvfølgelig kunne glæden over den positive test ikke tages væk, eller som Lara passende udtrykker det:
Sindssygt, det kan man slet ikke beskrive!
Velkommen Mila
Fødslen gik utrolig hurtigt. Set i bakspejlet måske lidt for hurtigt. Men de havde det alle tre godt bagefter. For Lara og Jenny var det det hele værd.
De vil også gradvist fortælle Mila, at hun er et donorbarn. Det er meget vigtigt for dem, at dette naturligt integreres i opdragelsen. De er begge glade for, at der i dag er så meget materiale om emnet. Mange bøger med forskellige historier – dem vil de gerne bruge.
Vi vil gerne tage det stille og roligt. Jeg har set på nettet, at der allerede er meget information om det. Jeg synes, det er godt. Så vi vil ikke gå direkte til det, men bare langsomt begynde at integrere det i opdragelsen,
siger Jenny og Lara tilføjer:
Vi har også printet alt fra klinikken – og donorprofilen. Så kan hun kigge på det hele. Så hun forstår, ah, det var sådan det foregik.
Transparens og naturlighed angående emnet over for Mila er første prioritet.
Det første regnbuebarn i deres katolske menighed
Noget meget særligt er, at Lara og Jenny er det første lesbiske par i deres menighed, der har fået deres barn døbt i deres katolske kirke. Det er ikke sket før. Vi spørger forsigtigt, om der også har været negative kommentarer.
Vi havde virkelig frygtet det, siger Jenny, fordi det jo ikke bliver taget så godt imod i kirken, når der står to kvinder… Men jeg må sige, at frygten blev gjort til skamme, for de tog virkelig godt imod os. Også præsten, han var virkelig fantastisk, han inddrog mig også, og der var slet ikke problemer.
Kun to huse længere nede ad gaden, hvor kirken ligger, havde de alle tre en helt igennem positiv oplevelse. De er lettede og glade for, at det blev den smukke begivenhed, det skulle være.
Generelt har de ikke haft dårlige oplevelser. De ved, at det er noget, man ikke altid kan tage for givet. Deres gynækolog har også hele tiden været positiv og har fejret rejsen sammen med dem. Det er dejligt at høre, at det kan være så simpelt.
Næste skridt er brylluppet. De ville oprindeligt gerne giftes, før Mila blev født, men det skulle ikke bare gå helt vildt hurtigt. Nu sparer de op til deres drømmebryllup og ser frem til, at Jenny så også kan adoptere Mila. Og hvem ved – måske kan Mila tage et par forsigtige skridt og sprede nogle blomsterblade, når de går op ad kirkegulvet.
“Vores forløb var helt perfekt!”
Til sidst vil vi selvfølgelig gerne vide, hvilke råd de vil give andre, der ønsker at gå den samme vej. Det er de hurtigt enige om:
Man bør stresse mindre!
Jenny og Lara sender en dosis ro til alle, der drømmer om børn. Vi er også meget glade for at høre, at de følte så god kemi i samarbejdet med Diers Klinik, at ingen afstand føltes for lang.
Vores forløb var faktisk helt perfekt. Vi havde aldrig regnet med, at det ville gå så hurtigt, og at I ville være så åbne. Jeg mener, i Danmark er alt anderledes. Og generelt, hvis nogen skulle spørge os, hvor de skal gå hen og få børn, ville vi altid sige Diers. Det vil aldrig ændre sig. Og som jeg sagde, til barn nummer to kommer vi også til jer, fordi der er sådan en god kemi, og når man træder ind hos jer, er der så dejligt stille, og man føler sig med det samme godt tilpas,
siger Jenny, og Lara tilføjer:
Man har ikke den der hospitalsstemning eller lægefølelse – man føler sig bare godt tilpas og bliver virkelig taget imod.
Hvis det ikke var lykkedes med det samme, ville de have kørt vejen fem gange. For som de begge siger, når man ved, hvad man gør det for, er det bestemt det værd.
Vi takker for den dejlige samtale og de venlige ord. Vi er meget glade for at få lov at følge jer på jeres rejse. Vi ser frem til at byde jer velkommen tilbage i klinikken, når det er tid til, at Mila skal have søskende. Indtil da, alt det bedste! 🍀
Blogindlæg Diers IUI