Julia og Verenas fertilitetsrejse
Julia og Verena mødte hinanden på arbejdet i 2022 og blev hurtigt forelskede. Ønsket om børn var fra starten et vigtigt emne, og parret ville allerhelst have påbegyndt deres fertilitetsrejse tidligere.
Parret fra Nordrhein-Westfalen i Tyskland, bød i september 2024 deres datter Johanna Marlene velkommen til verden.
I dette blogindlæg deler de deres overvejelser om ønsket om børn og IUI-behandlingen hos Diers.
God fornøjelse med at læse deres historie!
Forberedelserne til fertilitetsrejsen
Julia og Verena ønskede at være gift, inden de påbegyndte deres fertilitetsrejse. De ville også gerne have styr på de økonomiske aspekter – både i forhold til brylluppet og fertilitetsbehandlingen.
Familie og venner vidste, at parret ville starte deres fertilitetsrejse, men de delte kun det præcise tidspunkt med den nærmeste familie.
Hvem skulle være gravid?
Først overvejede Julia og Verena, at Verena skulle forsøge at blive gravid. Men da Julia er den yngre af de to, besluttede de, at hun skulle bære deres barn.
Denne “rolleombytning” var logisk for begge, da Julias alder gav højere chancer for succes og reducerede risikoen for spontan abort og komplikationer.
For Verena var det ikke vigtigt selv at blive gravid, og det påvirkede ikke hendes følelse af moderskab:
“Vi var enige om, at vi kun ønskede ét barn, og vi ville minimere risiciene så meget som muligt. Derfor var det blot et spørgsmål om alder, hvem der skulle bære barnet.”
Valg af fertilitetsklinik
Da vi spurgte parret, hvordan de endte i Danmark, sagde de:
“Da vi googlede, dukkede Diers Fertilitetsklinik op som nummer to, og vi følte os straks tiltrukket af hjemmesiden.”
Julia og Verena bemærkede hurtigt, at lesbiske par bliver behandlet anderledes i Danmark end i Tyskland:
“Tyske klinikker er ikke specialiseret i lesbiske par. De fokuserer på patienter generelt og kan tage os ind, hvis det skal være. Men man føler sig hverken ønsket eller velkommen.”
Desuden ønskede Julia og Verena en lukket sæddonor. Da denne mulighed ikke findes i Tyskland, var valget om at tage til Danmark hurtigt taget.
En lærerig rejse til Aarhus
Efter at have fundet Diers Fertilitetsklinik bookede Julia og Verena en personlig indledende samtale om IUI-behandlingen.
“Det var vigtigt for os at møde klinikken personligt, så vi planlagde en rejse til Aarhus.”
Parret kørte otte timer til Aarhus og tilbragte fire dage i byen. Dette gav dem mulighed for at udforske byen og deltage i konsultationen uden stress.
“Vi ville gerne se klinikken og møde personalet, så vi kunne føle os trygge. Det er lettere at vurdere på stedet end via et videomøde. Og vi følte os straks godt tilpas!”
Samtalen fandt sted i august 2023, og ugen efter planlagde Julia nødvendige undersøgelser hos sin egen læge.
Donoren som “starthjælp”
Allerede før samtalen var Julia og Verena enige om, at sæddonoren kun var en nødvendig “starthjælp”. De valgte en anonym donor og ønskede kun minimal information:
“For os var det klart, at donoren blot skulle hjælpe os i gang. Mere betyder han ikke, og derfor havde vi ikke brug for detaljer om hans udseende eller person.”
Personalet i klinikken fandt en lukket kaukasisk donor, og parret fik kun donorens alias at vide. Det var det rette valg for dem og deres familie.
“Donoren er ikke en del af vores familie, og vi ønsker ikke at se ham i vores datter. Vi er meget taknemmelige, men han vil aldrig være mere end en hjælp for os.”
IUI-behandlingen
I december 2023, kort efter deres bryllup, kørte Julia og Verena igen til Aarhus, da en positiv ægløsningstest gjorde det muligt at starte første behandling.
“Vi var spændte, men rolige, fordi vi allerede havde været i klinikken. På behandlingsdagen var det en særlig oplevelse at træde ind i rummet, hvor der stod, at ‘her sker magi’.”
Efter den første IUI-behandling kørte de direkte hjem, men turen var anstrengende, især da Julia var plaget af mavesmerter. Behandlingen lykkedes desværre ikke, og parret planlagde en ny behandling allerede i næstkommende cyklus.
Andet IUI-forsøg
Denne gang holdt de pause i Hamborg på vej hjem, hvilket gjorde rejsen meget lettere.
Efter den anden behandling havde de begge en god fornemmelse, og ti dage senere følte Julia sig utilpas:
“Enten er jeg gravid, eller også har jeg maveinfluenza.”
Verena ønskede ikke at Julia skulle tage graviditetstest før tid. Men dagen inden testdagen gav hun efter og Julia tog graviditetstesten med tydeligt resultat: POSITIV!
Positiv respons fra omgivelserne
Familie og venner var glade på parrets vegne, og reaktionerne var udelukkende positive.
“Mange blev overraskede over, hvor naturligt processen kunne være. Mange forbinder fertilitetsbehandling med omfattende hormonterapi og IVF-behandling.
At det var muligt at opnå graviditet på en så naturlig måde på en fertilitetsklinik, kom bag på mange. Derfor oplevede vi mest af alt nysgerrige og interesserede spørgsmål.”
Udfordringer
Selvom responsen fra deres netværk var positiv, oplevede Julia og Verena også udfordringer.
Først og fremmest følte de sig ikke velkomne på et hospital, der ikke var indstillet på at modtage andre end heteroseksuelle par. De havde tilmeldt sig et fødselsforberedende kursus som kvindepar, men blev ikke mødt:
“Det blev hele tiden nævnt, at kun faderen måtte være med i fødestuen. De var slet ikke forberedte på andre familiekonstellationer som vores eller solomødre for den sags skyld.”
Heldigvis var der andre hospitaler i nærheden og parret endte med at at opleve fødslen og indlæggelsen efterfølgende som en positiv oplevelse.
Stedbarnsadoption
Efter fødslen står parret over for næste udfordring: stedbarnsadoptionen.
I Tyskland er det desværre ikke muligt at blive anerkendt som ligeværdige forældre, når man som lesbisk par får et barn. Her skal en adoption indledes efter barnet er født for at medmoderen kan registreres.
Det tyske bureaukrati er langsomt, og første møde med kommunen var ikke positivt for parret.
“Det er ubehageligt… Der findes nok andre familier, som burde få besøg af kommunen, frem for os, hvor vores barn er et absolut ønskebarn.”
Gode råd
Til sidst beder vi Julia og Verena om deres bedste råd til andre kvinder og par ifm. deres fertilitetsrejse.
“Vi ville til enhver tid igen booke den indledende samtale på klinikken. Selvom vi havde en lang rejse til Aarhus, var det så meget rarere at opleve klinikken og personalet personligt. Det gav os en virkelig god mavefornemmelse.
Første IUI-behandling var også det rarere, fordi vi havde været på klinikken og selvom vi var spændte, tog det toppen af nervøsiteten.”
Tag jer god tid!
Parret opfordrer også alle, som har lang vej til Aarhus, at afsætte tid til rejsen. Enten bør man holde en pause på hjemturen eller planlægge flere dages ophold i Aarhus.
Da parret ved deres andet forsøg tog et stop i Hamborg på vej hjem, havde de en helt anderledes oplevelse end første gang. Og eftersom andet forsøg lykkedes, kan det være at det netop var det, der gjorde forskellen.
Julia nævner også at hun gerne ville have vidst, at inseminationen ikke er helt uden smerter. Selve behandlingen var lidt ubehageligt som hos gynækologen, men på hjemturen var hun desværre plaget af smerter i underlivet, hvilket hun ikke var forberedt på.
Disse smerter er helt normale og ikke farlige, men selvfølgelig havde det været rart, hvis hun havde været forberedt herpå.
Afsluttende siger parret:
“Vi ville til enhver tid tage turen til Diers i Aarhus igen. Fra første møde følte vi os trygge og vidste bare, at det var her vi skulle være. Det hele var meget familiært og afslappet og på trods af spændingen var der en meget rolig atmosfære.”
Tusind tak til Julia og Verena for at dele jeres fertilitetsrejse med vores læsere! Og tak for jeres tillid i vores klinik og den naturlige inseminationsbehandling. Vi ønsker jer og jeres datter alt det bedste!
Blogindlæg skrevet af Line, Fertilitetskoordinator hos Diers IUI