Ultrasound scan before insemination (IUI)

Forhøjet BMI ved insemination

I vores IUI-afdeling kan du opstarte behandling, selvom du har et forhøjet BMI.

Book gratis journalsamtale her

IUI-behandling uden BMI-krav

I vores IUI-afdeling tilbyder vi også inseminationsbehandling til kvinder og par, som har et højere BMI end de BMI-grænser, som de offentlige og de fleste private fertilitetsklinikker har fastsat. 

Forskning peger på, at et forhøjet BMI kan mindske graviditetschancerne. Vores erfaring viser os imidlertid, at chancerne for at opnå graviditet ved insemination ikke er væsentligt dårligere med et forhøjet BMI, så længe du som kvinde ellers er sund og rask og har en regelmæssig cyklus. 

Julia explaining the IUI procedure at Diers Fertility Clinic

Regelmæssig cyklus er nødvendig 

Vi ønsker ikke, at BMI skal være en hindring for kvinder, der har et graviditetsønske. Samtidig vil der dog være nogle kvinder, som vi desværre ikke kan hjælpe. 

Det gælder især kvinder, som ikke har en menstruationscyklus eller ikke har ægløsning hver måned. I vores IUI-afdeling tilbyder vi kun den behandlingsform, der hedder insemination. Inseminationsbehandlingen hos os udføres i naturlig cyklus. Hvis du ikke har en nogenlunde regelmæssig menstruation, kan vi derfor desværre ikke tilbyde et behandlingsforløb hos os.  

Det er vores erfaring at overvægtige kvinder, som ikke har en cyklus og ægløsning, ofte kan have gavn af at tabe sig. Et vægttab kan hurtigt have en positiv indflydelse på din fertilitet og cyklus, uden at du nødvendigvis skal stile efter et bestemt BMI. Vi tilbyder individuelt tilpassede kostvejledningsforløb som en hjælp til dig, der gerne vil have din menstruationscyklus tilbage. 

Læs mere om kostvejledningsforløb her

Risici ved graviditet med forhøjet BMI 

Selv om inseminationsbehandling (IUI) kan være en mulighed for dig med forhøjet BMI, skal du være opmærksom på, at der er flere risikofaktorer forbundet med at blive gravid, især når dit BMI overstiger 30. 

Risici: 

Forskning viser, at kvinder med et BMI over 35 har en højere risiko for at opleve spontan abort og for tidlig fødsel.

Der er en øget risiko for komplikationer som graviditetssukkersyge (gestationsdiabetes), forhøjet blodtryk og svangerskabsforgiftning (præeklampsi) hos kvinder med forhøjet BMI.

Kvinder med højt BMI kan opleve flere komplikationer under fødslen. Der vil oftere være behov for kejsersnit eller andre interventioner.

Der er en forhøjet risiko for, at barnet får misdannelser, f.eks. rygmarvsbrok.

Det kan være mere udfordrende at få et klart billede under ultralydsscanninger, hvilket kan gøre overvågningen af ægløsningen, follikeludviklingen og selve graviditeten vanskeligere.

BMI insemination

Hvorfor tilbyder Diers ikke IVF til alle, uanset BMI? 

IVF er en væsentlig mere indgribende fertilitetsbehandling end IUI. Udover, at der ved IVF anvendes hormonbehandling, betragtes IVF-behandling i modsætning til inseminationsbehandling (IUI) også som et medicinsk indgreb. Det skyldes, at vi ved hjælp af en nål skal stikke igennem skedevæggen for at tage æggene ud af æggestokken. 

Når kvinden er overvægtig, kan det hos nogle kvinder være meget svært at få et præcist billede af æggestokkene og de omkringliggende organer ved ultralydsscanning. I nogle tilfælde kan æggestokkene ligge meget højt og være svære at bringe ned, så der kan laves en ægudtagning, hvor der ikke gåes på kompromis med kvindens sikkerhed under indgrebet.  Dermed stiger også risikoen for at ramme forkert og skade de omkringliggende organer. Der er samtidig en øget risiko for blødning og infektioner.  

I vores IVF-afdeling vurderer vi hver patient individuelt i forhold til, om det er forsvarligt at tilbyde dem IVF-behandling. Har du et BMI på op til 40, vil vi kunne tilbyde dig IVF-behandling, men er dit BMI over 40, så vil det ofte være for risikabelt at tilbyde behandling. Til den indledende ultralydsscanning vil vi vurdere placeringen af æggestokkene og deres tilgængelighed ved en eventuelt ægudtagning. 

Selvom dit BMI er over 40, så tøv ikke med at tage kontakt. Vil vil altid gerne hjælpe dig med rådgivning, udredning og hjælp til vægttab.

Livsstilsændringer kan øge chancerne for at blive gravid og få en sund graviditet  

Du kan selv gøre mange ting for at booste din fertilitet inden et behandlingsforløb. Vægttab er blot et af mange tiltag, du kan foretage. 

Få vores 10 bedste råd at gøre din krop klar til IUI og øge dine chancer for en vellykket graviditet. 

Læs vores 10 IUI-succes tips
kostvejledning

Få et kostvejledningsforløb hos os 

Mange af vores kunder ønsker at tabe sig sideløbende med, at de ønsker at opnå graviditet. Presset om at nå et bestemt tal på vægten, inden man kan opstarte behandling, kan dog nogle gange have den modsatte effekt.  

Vi ønsker derfor at hjælpe vores kunder ved at tilbyde kostvejledning, hvor man kan starte selve IUI-behandlingen op sideløbende.  

Vi tilbyder også kostvejledning til dig, der ikke har en regelmæssig cyklus, og som gerne vil tabe dig nogle kilo for at få cyklussen tilbage, så du kan tilbydes inseminationsbehandling (IUI). 

Læs mere om vores kostvejledningsforløb her

Andre metoder

Er der andre metoder end livsstilsændringer, der kan øge mine chancer for at blive gravid og få en sund graviditet som overvægtig? 

Vi hører desværre ofte, at overvægtige kvinder, som ikke er lykkedes med at blive gravide naturligt, end ikke kan få en fertilitetsudredning i det offentlige regi. De oplever at blive afvist på forhånd med besked om at gå hjem og tabe sig, fordi man automatisk går ud fra, at det forhøjede BMI er årsagen til barnløsheden.

Men faktum er, at der kan være mange andre årsager end overvægt til, at det ikke vil lykkes – også årsager, som det er muligt at behandle og afhjælpe.

Vi tilbyder fertilitetstjek til alle kvinder og par uanset BMI. Læs mere om vores fertilitetstjek-pakker her.

Medicinsk vægttab ved hjælp af f.eks. Wegovy kan være en mulighed, hvis dit BMI er over 30 (BMI-grænsen er 27, hvis du lider af visse vægtrelaterede sygdomme).  

Vægttabsmedicin er receptpligtig, så vi anbefaler, at du taler med din egen læge om mulighederne, hvis det kunne være interessant for dig. Vær opmærksom på, at man ikke må være i Wegovy-behandling, mens man forsøger at blive gravid og i 2 måneder før opstart af fertilitetsbehandling. Du kan læse mere om Wegovy her. 

For at blive gravid ved inseminationsbehandling, skal der være passage gennem mindst én af æggelederne, så ægget kan passere igennem og sætte sig fast i livmoderhulen.

En HSU (Hystero Salpingo Ultrasonografi) er en passageundersøgelse af æggelederne, men gennemskylningen kan også bruges til at fjerne mindre ”forhindringer” i æggelederne, så graviditetschancerne øges. Kontakt os gerne for mere information om den mulighed.