Screening af sæddonorer
Donorsæden, som vi køber til brug i klinikken fra udvalgte sædbanker, er nøje udvalgt og testet.
Det gælder også donorsæd fra de øvrige danske sædbanker.
Alle de donorer, som vi anvender i klinikken, lever op til de høje danske standarder, der er fastsat af Styrelsen for Patientsikkerhed samt EU’s vævsdirektiv.
Donorerne skal selvfølgelig have særlig god sædkvalitet, og derudover testes de for en række smitsomme og genetiske sygdomme.
Kun ganske få donoransøgere slipper igennem nåleøjet og bliver godkendt som donorer.
Du kan læse mere om screening på den enkelte sædbanks hjemmeside.
Selvom donorerne testes efter høje fastsatte standarder, vil det aldrig kunne udelukkes, at der kan ske overførsel af smitsomme eller arvelige sygdomme.
Mennesker er bærere af tusindvis af gener. Vi kan derfor ikke vide os sikre på, hvilke gener vi selv er bærere af, og hvilke der kan have en indflydelse på et kommende barns sundhed.
Sæddonorerne er højst sandsynlig testet og undersøgt for flere sygdomme, end du og/eller din partner.
Sædbankerne har ikke mulighed for at teste donorer for alle sjældne genmutationer. Samtidig bidrager donoren kun med halvdelen af brikkerne til det genetiske puslespil – dine egne gener spiller også en central rolle.
En genmatch-test kan hjælpe med at vurdere, om dine egne gener og donorens gener udgør et sundt match – og dermed give dig en ekstra sikkerhed.