Ægudtagning (IVF/ICSI)

Ved ægudtagningen tages æggene ud af æggestokkene med en tynd nål igennem skedevæggen. Vores erfarne behandlere sikrer, at det foregår så komfortabelt og smertefrit som muligt.

Læs mere om, hvordan ægudtagningen foregår her på siden.

Kontakt os i dag

Hormonstimulation inden ægudtagning

Når du er klar til at starte din IVF-behandling, kontakter du klinikken og aftaler en tid til en opstartskonsultation. Under denne konsultation vil klinikkens behandler foretage en gynækologisk ultralydsscanning og instruere dig i din hormonbehandling.

Hormonerne hjælper dine æggestokke med at modne flere ægblærer (follikler) end normalt. I en naturlig cyklus udvikles typisk kun en enkelt ægblære, men hormonbehandling muliggør udviklingen af flere ægblærer, Det øger chancerne for en succesfuld fertilitetsbehandling. Med hormonerne styrer vi også tidspunktet for din ægløsning og ægudtagningen.

Du får en detaljeret behandlingsplan med hjem, som giver dig et overblik over, hvilke hormoner du skal tage på hvilke tidspunkter samt dit næste konsultationstidspunkt på klinikken. Behandlingsplanen vil løbende blive opdateret baseret på, hvordan dit behandlingsforløb udvikler sig.

Langt de fleste gennemfører hormonstimulationen før ægudtagningen uden nævneværdige bivirkninger.

Nogle beskriver en tiltagende tyngdefornemmelse i underlivet i takt med, at ægblærerne vokser, og enkelte klager over lette mavesmerter og kvalme. Det er også helt almindeligt at opleve mere udflåd fra skeden, der af mange beskrives som den udflåd, man har omkring ægløsningstidspunktet. Her skal man huske på, at vi giver dig en daglig indsprøjtning, der forhindrer en for tidlig ægløsning – så alt er godt.

Forberedelse på dagen for ægudtagning

På dagen for ægudtagningen vil du på klinikken møde de behandlere, som er involveret i din behandling. Dit fertilitetsteam består typisk af fertilitetslægen, en sygeplejerske eller jordemoder og den embryolog, som skal tage sig af dine æg i laboratoriet.

Inden selve ægudtagningen starter, vil du blive bedt om at tømme blæren for at sikre en bedre synlighed under proceduren.

En behandler vil derefter forberede dig til selve ægudtagningen.

Forberedelsen omfatter bl.a. følgende:

  • Vi kontrollerer dine personlige oplysninger og bekræfter behandlingsplanen,
  • Vi måler dit blodtryk,
  • Vi lægger en plastikkanyle i din arm eller hånd, så vi løbende og hurtigt efter behov kan give dig smertestillende medicin, når vi begynder ægudtagningen,
  • Vi vasker skeden med saltvand og lægger sterile afdækningsstykker over dine ben.

Hvordan foregår selve ægudtagningen?

Ultralydsscannning og bedøvelse

Ægudtagningen begynder med en gynækologisk ultralydsscanning for at sikre præcis placering af nålen i skeden. Lægen vil derefter lægge en lokalbedøvelse i skeden for at minimere ubehaget.

Selve ægudtagningen foregår ultralydsvejledt, hvor en tynd nål føres gennem skedevæggen og op til æggestokkene. Nålen bruges til at suge væsken fra ægblærerne, som indeholder æg. Vi kan forvente at få æg fra 70-80 % af ægblærerene.

Varighed

Proceduren varer cirka 15-30 minutter. Du vil være vågen under hele forløbet, og dit fertilitetsteam vil løbende fortælle dig, hvad der sker, og holde dig opdateret med antallet af æg, der udtages.

Mange patienter finder det beroligende at kunne følge med på skærmen og se, hvad der foregår. Hvis du ønsker det, kan din partner eller ledsager sidde i stolen ved siden af lejet og holde dig i hånden.

Efter ægudtagningen

Efter ægudtagningen skal du hvile i klinikken i mindst 1 time. Du får tilbudt et let måltid, og vi overvåger dig for at sikre, at du har det godt, inden du tager hjem.

Når vi har kontrolleret, at alt er, som det skal være, og du føler dig godt tilpas, får du alle de nødvendige instruktioner til næste trin i behandlingen. Derefter er du klar til at tage hjem.

Tag den med ro

Det er vigtigt, at du ikke kører bil samme dag. Så sørg for at have din partner, en ven eller et familiemedlem til at følge dig hjem og være sammen med dig.

Resten af dagen bør du slappe af og tage det roligt. Drik masser af vand og spis lette måltider. Du bør også undgå anstrengende aktiviteter og tunge løft de første par dage efter ægudtagningen. På grund af infektionsrisiko skal du også undlade at gå i karbad, havbad og svømmehal i 2 dage efter proceduren.

Book gratis samtale ang. IVF/ICSI behandling her
Embryologist working with microscope

Ægudtagning – smerter og bivirkninger

Generelt er smerter og bivirkninger ved ægudtagning relativt begrænsede, og de fleste kvinder kommer sig hurtigt efter ægudtagningen.

Langt de fleste fortæller efterfølgende, at det ikke var så slemt, som de havde forestillet sig.

De mest almindelige smerter og bivirkninger ved ægudtagning er:

Nogle patienter føler et tryk eller lette menstruationslignende smerter under proceduren. Oplever du smerter eller ubehag undervejs, kan du kommunikere med fertilitetsteamet om det, og de vil hurtigt kunne give dig mere smertestillende medicin.

Den smertestillende medicin kan gøre dig døsig og give hjertebanken.

Let blødning fra skeden er normalt efter proceduren, men bør aftage inden for et par dage.

Det er almindeligt at opleve ømhed og lette menstrationslignende smerter i underlivet i dagene efter ægudtagningen. Hvis du føler behov for smertestillende medicin, anbefaler vi at tage lette smertestillende tabletter som Paracetamol.

Ofte stillede spørgsmål ang. ægudtagningen

Vi stiler mod 8-12 modne ægblærer pr. stimulation. Det vil dog ikke være mulig hos de kvinder, der har en lav ægreserve. Antallet af udtagne æg pr. ægudtagning vil derfor variere fra kvinde til kvinde.

Ægudtagning er en relativt sikker procedure, men som med alle medicinske indgreb, er der en mindre risiko for infektion, blødning eller skade på omkringliggende organer.

Du bør undgå anstrengende aktiviteter på dagen for ægudtagningen og tage det roligt i et par dage efter proceduren. Du må ikke køre bil i 24 timer efter proceduren på grund af medicinens sløvende effekt.

Det er normalt at opleve en menstruationslignende blødning efter en ægudtagning. Det er også almindeligt, at der kan være enkelte små blodklumper i blødningen. Hvis du oplever meget kraftig blødning eller gentagne/store blodklumper sammen med kraftig blødning, bør du kontakte klinikken.

Du bør altid kontakte klinikkens læger, hvis du får feber efter ægudtagningen, da det kan tyde på infektion. Hvis det sker en hverdagsaften, kan du vente med at ringe, til klinikken åbner næste morgen. Hvis det er weekend, skal du ringe til lægevagten.

Har du spørgsmål omkring IVF-behandlingen?

Send os en besked – eller kontakt os her