Articicial insemination

Gode råd til inseminationsbehandlingen

Her får du vores tre vigtigste råd, når du har et ønske om at blive gravid.

Vi ved at ikke alle råd er lige nemme at omsætte, men vores erfaring viser, at det kan svare sig at forsøge. 

1. Afslappet tilgang

Jo mere tryg og afslappet du er omkring forløbet, desto bedre er dine chancer for, at din krop slapper af og på den måde er mere åben over for behandlingen.

Rigtig mange har også gavn af at tilvælge akupunktur ved inseminationsbehandlingen, som kan hjælpe med at slappe af. Dette skal du blot meddele, når du ønsker en tid til behandling, så afsætter vi den nødvendige tid hertil.

2. Folsyre

Mangel på folsyre i graviditeten kan forårsage neuralrørsdefekter og hjertefejl hos fostre. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at du indtager 400 mikrogram folsyre om dagen, når du har et ønske om at blive gravid.

Vi anbefaler at tage det i 3 måneder inden påbegyndelsen af behandlingen og du bør også tage det i mindst de første 3 måneder af graviditeten.

3. Sund og varieret kost

Hvis din kost indeholder frugt og grønt – mindst 6 stk. om dagen – er der ingen grund til at spise yderligere kosttilskud, mens du prøver at opnå graviditet.

Hvis du synes det kan være svært at få styr på kosten, kan vi tilbyde et kostvejledningsforløb med vores medarbejder Nadia. Dette kan du læse mere om her.

Øg dine chancer for graviditet

Rygning og alkohol

Det er bevist, at rygning nedsætter fertiliteten væsentligt. Derudover har du større risiko for at abortere, hvis du ryger. Vi anbefaler derfor at stoppe med at ryge inden behandlingsstart.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke drikker alkohol under graviditet, og ligeledes undgår alkohol, når du forsøger at blive gravid.

Kaffe

Der er lidt uenighed om, hvorvidt kaffe og koffeinindtag har indvirkning på fertiliteten. Flere undersøgelser peger i forskellige retninger.

Det er derfor ikke nødvendigt at stoppe med at drikke kaffe, så længe man ikke overdriver sit koffeinindtag.

BMI

Overvægt har også indvirkning på fertiliteten. Hormonsystemet påvirkes af fedtvævet. Fertiliteten kan blive påvirket, hvis du har et Body Mass Index (BMI) på 27 eller derover.

Hvis din fertilitet er påvirket, vil det fx vise sig i en lang menstruationscyklus. Mange kvinder har dog forhøjet BMI uden at dette har indflydelse på fertiliteten.

Her på Diers Klinik har vi ingen BMI-grænse for at kunne starte i behandling. Vores erfaring har ikke kunnet bekræfte, at en forhøjet BMI nedsætter chancerne for graviditet, hvis din cyklus er regelmæssig.

Det kan du læse mere om her.