At blive mor – uden barn

Jeg har altid haft et ønske om at få børn, men det blev konkret i tyverne efter mit bryllup. Da jeg led af depression og en spiseforstyrrelse og havde massivt overvægt, valgte jeg dog først at få en gastrisk bypass.

Efter operationen tabte jeg mig 40 kilo og blev hurtigt gravid. Desværre havde vi ikke heldet med os, for jeg mistede barnet meget tidligt, inden det første hjerteslag. Jeg vil aldrig glemme den følelse, der stadig giver mig en knugende fornemmelse, hver gang jeg ser en ultralydsskærm. Det var der bare ikke længere. Skærmen var tom.

I det øjeblik ændrede mit liv sig. Jeg var blevet mor. Uden barn. Og sådan føltes mit liv derefter.

Mit ægteskab gik i stykker, jeg måtte igen på en terapeutisk institution, og jeg forelskede mig i én, som jeg ikke kunne få biologiske børn med.

Efter måneder og år, hvor jeg begyndte at græde over ble-reklamer, ikke kunne glæde mig på nogens vegne, der blev gravid, og låste mig inde på toilettet til børnefødselsdage, besluttede min partner og jeg, at det ikke kunne fortsætte sådan. Men da vi absolut ville blive sammen, måtte der findes en alternativ løsning.

Behandlingsmuligheder i Danmark

Jeg hørte om muligheden for at blive insemineret med donorsæd i Danmark. Til min senere frustration landede jeg dog først på en kliniks hjemmeside, som jeg ikke opfyldte BMI-kravet for. Jeg havde allerede tabt 50 kilo, og selvom jeg fysisk var i stand til at blive gravid, fortalte et tal mig, at jeg ikke måtte gå denne vej.

Hvis jeg på dette tidspunkt havde vidst, at der i Danmark var en anden klinik, der ikke reducerede mig til min vægt eller alder, ville denne historie slutte her, og jeg ville have haft et skolebarn i 2024. Men det gik anderledes.

Overvejelser om co-parenting og privat donor

Helt målløs overvejede vi alternativer. Vi kunne godt lide tanken om co-parenting. Jeg tilmeldte mig på en platform, skrev med mænd og fandt ud af efter mere end et år, at jeg ikke ville finde nogen der. Jeg søgte videre i min vennekreds og betroede mig til folk, hvilket ikke kun førte til positive reaktioner, men desværre også til nogle meget påtrængende og grænseoverskridende.

Derfor var det hurtigt opgivet. Jeg ville det egentlig ikke, men jeg gik på jagt efter en privat sæddonor. Og jeg siger jer, jeg har oplevet meget på internettet, men en sådan masse af ulækre mennesker har jeg aldrig oplevet.

Alligevel forsøgte jeg to private sæddonationer. Og ja, det er lige så mærkeligt, som man forestiller sig. Den første donation var uden tvivl et af de mest surrealistiske øjeblikke i mit liv. Jeg lå på en hotelseng, med en tom sprøjte i den ene hånd og min mobil i den anden for at informere mine veninder om, hvor absurd alting var. Jeg sagde til mit kommende barn: “Se hvad jeg gør for dig, kom nu endelig!!”.

Men det kom ikke.

Den anden private sæddonation skete gennem en fælles veninde. Han var den første, der sagde, at han ville gøre det for at hjælpe. Det føltes alt sammen super og rigtigt. Indtil hans partner efter 3 forsøg ikke længere ønskede at han skulle være donor, hvilket vi selvfølgelig måtte respektere.

Vejen førte til Diers

Det foregående afsnit beskriver på få linjer år fyldt med håb, sorg, frygt, tårer og til sidst opgivelse. Og så sagde en veninde, at jeg skulle prøve igen i Danmark. Et lesbisk par i hendes bekendtskabskreds var netop blevet forældre. Jeg ved ikke hvorfor, men denne gang landede jeg på Diers’ hjemmeside.

Og jeg troede ikke mine egne øjne, der var ingen BMI-begrænsning i forbindelse med IUI-behandling.

Jeg fik hurtigt en telefonkonsultation, det var i december 2021. Samtalen var så positiv, at jeg besluttede: Så gør jeg det på denne måde. Så bruger jeg pengene, så rejser jeg de 10 timer, men jeg er ikke afhængig af nogen, ingen har længere noget at skulle have sagt. Jeg skulle fremlægge nogle lægepapirer, hvilket jeg også synes er helt fint, men aldrig, hverken i telefonen eller under mine mange besøg, blev jeg reduceret til min vægt eller alder. Og alene det var alle pengene værd.

Det første IUI-forsøg

Først blev jeg overrasket over, hvor enkelt og familiært det var hos Diers. Overhovedet ingen klinikfornemmelse. På forhånd havde jeg valgt en donor, så fik jeg foretaget en ultralydsscanning og det hele gik i gang. Hvert skridt blev forklaret tydeligt og forståeligt.

Efter forsøget lå jeg på briksen, i baggrunden sang Adele, tårerne løb ned ad mine kinder (tak Adele), og jeg spurgte igen mit barn, hvornår det endelig kom, jeg gjorde jo så meget for det. Det var i februar eller marts ’22. Ja, det gik virkelig hurtigt efter konsultationen, men det hele føltes rigtigt.

Jeg følte mig håbefuld og taknemmelig, især da jeg ved afsked fik en goodie bag med vand, slik, en graviditetstest og et sødt kort. Det var bare så utroligt sødt!

En positiv graviditetstest – jeg kan det her!

I sommeren ’22 fik jeg en positiv graviditetstest, men der udviklede sig ikke noget. Og alligevel vidste jeg denne gang med sikkerhed: Min krop kan det her!!!

I mellemtiden havde jeg også fået min gynækolog med på vognen, som hver måned tjekkede, om og hvor mange æg der blev dannet. Han opmuntrede mig altid og sagde, at jeg ikke skulle stoppe med at prøve.

At give op var ikke længere en mulighed, jeg holdt ud hver måned med frustration, frygt og sorg. Jeg kæmpede mig op igen, lånte penge, fordi mine egne ikke længere rakte. Mine veninder og nogle venner, min partner, mine læger, de stod ved min side, uanset hvor modløs og kraftløs jeg var.

13 forsøg med op- og nedture

Jeg skulle bruge 13 forsøg. 14 gange var jeg i Danmark. Der var mange problemer med rejserne (misset fly, uvejr, knivangreb i toget foran mig), mange problemer med min krop (æggestokkene var svære at lokalisere ved ultralyd, æg var der, men der kom ingen ægløsning, en gang var der endda ingen æg), eller med overnatningerne (pungen blev stjålet, grimme hotelværelser). Det kostede mig utroligt mange nerver. Jeg græd på hotellet, i bussen, i flyet.

Mit liv bestod af to ugers intervaller. Ægløsningstest, rejse til Diers, graviditetstest. Og altid venten. Og sådan gik månederne.

Kritikere fortalte mig, at Diers og mændene selvfølgelig ikke gør det hele gratis og tjener penge på kvinders børneønsker, og måske får man ikke altid noget sæd lagt op, så man skal komme oftere.

Dertil kan jeg kun sige: Enhver, der har været på klinikken én gang, vil kunne benægte det. Ja, jeg betaler. For en service, udført af professionelt, veluddannet og empatisk personale, som aldrig pressede mig til at komme igen. Men jeg kom altid igen. At give op var ikke en mulighed.

Det lykkedes!

Det var august 2023. Den donor, jeg havde valgt, var ikke længere tilgængelig for mig, kun for søskendebørn. Også det, tænkte jeg. Jeg skulle altså finde en ny donor. Takket være det store udvalg fandt jeg én, men det føltes som endnu en hindring på bjerget af problemer.

I september 2023 ville jeg ikke engang tage en graviditetstest. Hvor jeg ellers altid tog tidlige test, så snart det var muligt, var jeg nu blevet træt. Jeg tog kun en test, fordi jeg havde så mange liggende fra Diers goodie bags på badeværelset. Og pludselig var der en streg. Jeg tog hurtigt et billede og sendte det til venner. Er det virkelig en anden streg?

Vi turde ikke glæde os. Men da jeg så hjerteslaget for første gang på ultralydsmonitoren, græd jeg meget. De første tre måneder var så fulde af frygt, vi ville så gerne have, at det blev hos os. Det blev. Det var sundt, og det blev en dreng. Vi havde en rigtig dejlig graviditet.

Vores søn er her

Fødslen var forfærdelig. Jeg havde store smerter, vores søn havde navlestrengen om halsen, det endte med akut kejsersnit, og han kom først på intensiv, hvor han kortvarigt skulle have hjælp til at trække vejret. Da jeg så ham første gang, havde han en slange i næsen og nåle i hele kroppen.

Men han var der. Det var lige ved at gå frygteligt galt, men han var der.

Alle børn er små mirakler. Det er utroligt, hvordan den kvindelige krop er i stand til at skabe et menneske. Men at vores søn er her hos os efter alle disse år, alle disse tårer, alle disse skuffelser og en fødsel, hvor det hele kunne være forgæves, det er det sande mirakel for os. Uden Diers ville det være blevet os forment. Uden Diers ville jeg for altid være en mor uden barn.

Tak, fordi du læste min meget lange historie. Sjovt nok er dette kun den korte version af min endnu længere historie. Min søn findes kun, fordi jeg i over et årti ikke ville acceptere ikke at være nogens mor. Jeg ønsker hver kvinde, som er landet på Diers’ hjemmeside, uanset baggrund, masser af styrke og held, og at hendes historie når til en lykkelig slutning meget hurtigere end min. Af hele mit hjerte ønsker jeg jer alt det bedste.